Fedtsugning af halsen

En fedtsugning (liposuction) har primært til formål at fjerne fedtdepoter på de områder af kroppen/halsen, hvor disse depoter er uønskede. Det er muligt at fedtsuge den øverste del af halsen, hvis man er ked af det vi i daglig tale kalder ”dobbelt-hagen”. Fedtsugning anvendes ofte i forbindelse med andre kosmetiske operationer så som ansigtsløft og halsløft (se Patientinformation om Halsløft og Ansigtsløft). Der kan anvendes flere forskellige teknikker til fedtsugning, men der findes ingen undersøgelser, som kan vise at den ene teknik er bedre end den anden. Hvilken teknik der tilbydes afhænger af, hvad den enkelte plastikkirurg foretrækker. Indgrebet kan foregå i lokal eller fuld bedøvelse.

Før operationen:

Det er vigtigt, at du er godt forberedt til operationen. Din vægt skal være så tæt på et normalt BMI på 25 som muligt og helst ikke overstige BMI på 30. Rygning er en væsentlig årsag til komplikationer som infektion og vævsdød og du skal derfor følge din plastikkirurgs anvisning om rygestop. De fleste anbefaler et rygestop mindst 4-8 uger før operationen og man må tidligst begynde igen 4 uger efter operationen. Forskellige slags medicin kan påvirke operationen og især være årsag til blødningsproblemer. Du vil derfor i forbindelse med forundersøgelse tale med din plastikkirurg om, hvordan du skal forholde dig med det medicin du eventuelt tager.

Operationen:

En fedtsugning tager typisk fra ½-1 time. En fedtsugning indledes med at plastikkirurgen indsprøjter  vand tilsat lokalbedøvelse og adrenalin for at begrænse blødningen og give god smertelindring efter operationen. Selve fedtsugningen foregår med en ganske tynd kanyle gennem mange små huller i huden, jo flere huller der anvendes desto jævnere resultat opnår man.

Ved operationens afslutning bliver du iført en meget stram bandage, som skal anvendes efter de anvisninger du får af din plastikkirurg.

Følgevirkninger til operationen:

Operationen vil efterlade små ar som i starten vil være røde og kan være hævede. Hos de fleste patienter bliver arrene efter en fedtsugning pæne, men få procent vil udvikle skæmmende ar (hypertrofisk ar eller keloid). Det kan i sådanne tilfælde være nødvendigt at behandle med binyrebarkhormon et antal gange. Der går normalt et til to år, før arrene har fået sit endelige udseende. Ved enhver operation vil der ske en påvirkning af følenerverne. Man vil derfor opleve følelsesløshed i et større eller mindre område af huden efter operationen. I månederne efter operationen vil man kunne opleve forskellige føleforstyrrelser som stikken og prikken i arrene, men dette vil efterhånden forsvinde i takt med at den normale følesans gendannes.

Den hyppigste følgevirkning til en fedtsugning er, at hudoverfladen bliver mere eller mindre ujævn. Hos personer med løs hud på grund af alder, følger efter vægttab eller graviditet vil dette problem være større og kan hos en del ikke helt undgås. Er der større ujævnheder, kan der i nogle tilfælde rettes op på det med en lille korrektion.

Komplikationer til operationen:

I meget sjældne tilfælde optræder der blødning i timerne efter operationen. Infektion ses meget sjældent, men kan forekomme og vil kræve behandling med antibiotika. Hvis der optræder infektion, ses det typisk efter 1-2 uger og symptomerne er rødme og hævelse samt tiltagende smerter og feber.

Hvad må du efter operationen:

De fleste vil relativt hurtigt efter en fedtsugning opleve at de ikke har smerter, men kun ømhed af det behandlede område og mange vil derfor ret hurtigt være klar til at passe hjem og arbejde. Man vil naturligvis føle sig noget begrænset af bandagen og af denne grund er en del sygemeldt i den første uge. Under operationen er der anlagt lokalbedøvelse, som bevirker, at du har relativt få smerter de første 4-6 timer efter operationen.

Huden er i de fleste tilfælde syet med en tråd som skal fjernes. Generelt skal du følge din plastikkirurgs anvisninger og lytte til din krops signaler. Det er din egen vurdering, hvornår du kan køre bil, men af sikkerhedsmæssige årsager skal du være sikker på, at du kan reagere optimalt i enhver situation. Dette betyder, at det ikke er tilrådeligt at køre bil, så længe du har smerter.

Umodne ar skal beskyttes mod solen, dette gøres bedst med tøj eller solcreme med en høj UV faktor.