Etiske retningslinjer
Etiske retningslinjer
DSKP er Danmarks faglige organisation for plastikkirurger, der foretager kosmetiske behandlinger. Det forventes at medlemmer af selskabet har høj faglig og etisk standard. Medlemmer af DSKP forpligter sig til samvittighedsfuldt at følge retningslinjerne i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om Kosmetisk Behandling.
DSKP har vedtaget følgende etiske retningslinjer, som selskabets medlemmer er forpligtiget til at efterleve.
Såfremt bestyrelsen bliver bekendt med at et medlem ikke efterlever retningslinjerne som beskrevet, har bestyrelsen mulighed for at indstille medlemmet til eksklusion.
Behandlinger
Faglig opdateret:
Medlemmet skal holde sig fagligt opdateret og tilbyde sine patienter en behandling, som efter dansk og international standard, lever op til bedste kliniske praksis. Der stilles ikke krav om Continuous Medical Education (CME) points eller tilsvarende, men anbefales videreuddannelse sv.t. mindst 25 timer/år.
Kapabel:
Medlemmet skal være fagligt, fysisk og psykisk kapabel til at udføre og følge op på de kosmetiske behandlinger som tilbydes.
Ved misbrug, fysisk eller psykisk sygdom, som influerer på medlemmets kapabilitet, har medlemmet pligt til at afstå fra at behandle patienter og i stedet viderehenvise til kapabel kollega.
Behandlingsforløb:
- Medlemmet må kun tilbyde behandlinger som kan forventes at gavne patienten.
- Medlemmet skal tage ansvar for den enkelte patient i det fulde behandlingsforløb fra forundersøgelse til afsluttende kontrol.
- Medlemmet skal have udstyr og faciliteter til at udføre samtlige de tilbudte behandlinger i overensstemmelse med gældende standard og forordninger.
Varetagelse af postoperative problemstillinger:
Medlemmet skal kende til, kunne håndtere og have faciliteter til varetagelse af almindeligt forekommende postoperative problemstillinger, som kan opstå i relation til de kosmetiske operationer, der tilbydes.
Præoperativ information
Offentligt dækket behandling:
Medlemmet forpligtiger sig til uopfordret, at informere patienten såfremt det skønnes at efterspurgte behandling vil være dækket af offentligt behandlingstilbud.
Informeret samtykke:
Medlemmet forpligtiger sig til, at give præoperativ information og indhente informeret samtykke i henhold til gældende regler, herunder at give patienten mulighed for rimelig betænkningstid inden gennemførelse af et kosmetisk kirurgisk indgreb.
Realistisk beskrivelse:
Medlemmet forpligtiger sig til, at give sine patienter et realistisk billede af det forventede resultat inden patienten tager endelig stilling til gennemførelse af operationen.
Evidensbaseret:
Medlemmet forpligtiger sig til at holde sig orienteret om videnskabelige data vedrørende de kosmetiske behandlinger der tilbydes og formidle denne viden til sine patienter på en retvisende og forståelig måde.
Markedsføring
Medlemmet skal følge Lov om markedsføring af sundhedsydelser (lov nr. 326 af 6. maj 2003 om markedsføring af sundhedsydelser som ændret ved lov nr. 360 af 9. april 2013 og bekendtgørelse nr. 828 af 26. juni 2013 om markedsføring af sundhedsydelser).
Tilbud på kirurgi:
Kosmetiske kirurgiske indgreb skal baseres på informeret samtykke og fuldstændig valgfrihed for patienten både hvad angår alternativer og operation. Medlemmerne afstår fra at udlodde kirurgiske behandlinger eller på anden vis tilskynde til tilsagn om kirurgi, inden patienten har været til forundersøgelse ved plastikkirurg.
Realistisk fremstilling:
Medlemmerne forpligtiger sig til, i deres markedsføring, at give et retvisende billede af de behandlinger, der tilbydes. Der refereres i markedsføringen kun til resultater præsteret af plastikkirurger tilknyttet behandlingsstedet. Såfremt der refereres til resultater opnået af andre plastikkirurger eller opdigtede patienthistorier, skal dette tydeligt fremgå.
Tilladelser:
- Der må ikke anvendes billeder eller patienthistorier, hverken online eller ved personligt fremmøde i klinikken, uden pågældende patients fulde informerede samtykke.
- Der må ikke anvendes andre plastikkirurgers billeder eller tekster uden indhentning af pågældendes plastikkirurgs samtykke.
Online adfærd:
- Medlemmet forpligter sig til at give et retvisende billede af sig selv, sine evner og videnskabelige baggrund og aktiviteter på sin egen hjemmeside samt øvrige online medier
- Medlemmet bør afstå fra at omtale kolleger og kollegers resultater negativt
- Medlemmet skal overholde sin tavshedspligt, også i situationer, hvor patienter har givet urigtige oplysninger i negative online anmeldelser af medlemmet